editorial

Der er forskellige grader til, hvordan man kan blive nødt til at lave en gulvafslibning.

Dette kan blandt andet være en finslibning, som er en ganske let slibning, man laver med gulvafslibningsværktøjet, der ikke går så dybt ned, og som man bruger på trægulve, der ikke er så medtaget, at man behøver lave noget grovere ved det.

Så er der den mere almindelige gulvafslibning, som nok er den mest kendte, hvor man lige kommer lidt mere til bunds i gulvet og blotlægger laget nedenunder, så gulvet ser flot ud igen og ikke har splinter, knaster og andet i sig.

Dette slutter man så af med en efterbehandling, så gulvet kan holde sig i længere tid, så man ikke kort efter skal have en gulvafslibning i gang igen, da gulvet har bedst af at få en efterbehandling, så det kan hele sig.

Får efterbehandlingen desuden ikke lov til at hele, men gulvet bliver taget i brug lige bagefter, uden efterbehandlingen har fået lov at hele, så er den ikke virkningsfuld, og man kan risikere kort efter at skulle have en ny efterbehandling – og måske endda en gulvafslibning.

Der er også den grovere gulvafslibning, hvor man virkelig kommer lidt dybere ned, men hvis man kan se, at dette bliver nødvendigt, så kan man måske starte med en gulvafhøvling, hvorefter man fortsætter med en gulvafslibning, så resultatet bliver pænere, afsluttet med en omtalte efterbehandling.

Men lad os sige, der er tale om noget gulv, hvor plankerne for eksempel ikke ligger side om side. Her kan det måske bliver nødvendigt med noget værktøj, der kan komme omkring i smalle passager, eller man skal supplere med noget sandpapir, så man kan komme til i alle kanter.

Det handler jo om at få det fuldendte resultat, og her kan man ikke opgive arbejde eller sige, det ikke kan lade sig gøre – så må man finde sig en løsning.

Nogle, der altid kan finde en god løsning, er gulvkanonen.