Blog by Blog

Privat går flere og flere solo. Men også arbejdsmæssigt breder solo-kulturen sig. Stærkt hjulpet på vej af den elektroniske udvikling foretrækker flere og flere højt uddannede at arbejde alene, afbrudt af perioder med projektarbejde – bl.a. sammen med andre solister

(NB: jeg skrev denne artikel til Børsen den 19. december 1999 – den er ikke blevet mindre aktuel)

Der sad hun midt i julefrokosten og skulle forklare, hvorfor hun havde sagt sit job op tilsyneladende uden grund og uden noget synligt alternativ. KK er ikke en typisk drop out. Hun er 32 år gammel, succesfuld, manager af landets største account inden for sit fag, højt lønnet, uden konflikter på arbejdet, gode kolleger, elitestuderende fra universitet, en skøn blondine og aldeles ugift.

»Det var såmænd meget lige til, siger KK. Jeg havde netop fået bekræftet min position med den største account, og jeg kom til at tænke på, at dette her arbejde ønskede jeg ikke at lave om tre måneder, så jeg skrev mit afskedsbrev med det samme – og gav dem tre måneder. De tilbød mig alt muligt, men jeg sagde nej tak.«

Var ved at kvæles

»Min beslutning skyldes, at jeg simpelt hen var ved at kvæles. Jeg ønsker frihed frem for alt. Frihed til at gøre fuldstændig, som jeg ønsker. Det har intet med penge at gøre, for jeg afstod fra en meget høj løn. Og faktisk havde jeg rimelig frihed på jobbet, men … Jeg havde i min fritid interesseret mig for at arbejde med mennesker og taget kurser i NLP.

Mit hjerte og min hjerne var et andet sted.«

KK beskriver malende den »ubeskrivelige« følelse af personlig frihed, som er forbundet med nu at have taget et kortvarigt projekt i en anden virksomhed, ved at udvikle selvstændige projekter sammen med nye partnere og bygge på sin viden om NLP. Hun har ikke noget specielt karrieremål udover at leve og føle sig som en »solist«.

KK har taget et skridt som mange tilsyneladende tager i disse år. Hun er blevet en solist, som kan fungere i snævre eller større projekter, som kan lave konsulentopgaver, og som mest af alt befinder sig midt i en gruppe af erhvervsindividualister, som skriver deres helt private drejebog for arbejde og fritid. Kun få af dem tjener »store« penge ved det, men det er udtryk for et valg snarere end noget andet.

Virtuelt net

LD trak formentligt for evigt stikket ud på såkaldt fast arbejde i 1994 og forlod et såkaldt drømmejob indenfor TV for at arbejde med computere, udvikle nye projekter, holde foredrag, skrive lidt og rådgive startende virksomheder om medieforhold. Det går fint, der er masser at lave, men han har ikke rigtigt fundet ud af at tjene en seriøs indkomst på sit arbejde. Han er også temmelig ligeglad med den side af sagen.

Mange af de projekter LD har arbejdet i er bygget over virtuelle selskaber oprettet til formålet. De opstår, når måske tre-seks solister går sammen og danner en gruppering, som udvikler, sælger og gennemfører et eller flere projekter. Et virtuelt selskab eksisterer kun som en fælles reference, men deltagerne har hverken faciliteter eller et formelt firma sammen. Hovedkraften i projektet koordinerer, deltagerne arbejder efter aftalte budgetter og knytter forbindelser via e-mail eller på telefon.

»Jeg var til en middag for nylig hos en god ven, som jeg også laver og har lavet opgaver for og med. Det var virkeligt underholdende at erkende, hvor mange af os, der på et eller andet tidspunkt har faktureret hinanden,« fortæller LD. Den massive styrke ved at kunne kaste en organisation af forskellige solister sammen på kort tid og hamre et arbejde igennem er imponerende.

Tænk hvis man samlede alle kræfterne i et stort projekt …

Det synes som om, disse solister alle har et netværk af andre solister, som de kan trække på. Sjældent trækker de på fastansatte, men overgiver gerne et startet projekt til den type mennesker, når det hele først er kørt på plads. Typisk for solisterne er, at de tænder på det kreative ved at lave projekter og ved at få dem etableret. Men de bliver sjældent hængende. I givet fald sammenlignes aktiviteten med en »madkupon«.

Nu kunne man tro, at disse mennesker bare var gammeldags free lancere, som påtog sig diverse småopgaver. Det er det normalt ikke – eller snarere de vælger selv.

Deres baggrund er fra topfirmaer og topmedier, og projekterne sælges til topledelsen i den valgte kundegruppe. Solisterne med eller uden deres virtuelle partnere henvender sig typisk til administrerende direktører med ideer og banker solide budgetter sammen for at lave dem. Nogle deltagere i udførelsen kan udmærket være fast ansatte i virksomhederne.

Solistkvalitet

Man kan godt sammenligne solisternes adfærd med musikernes. Der har været talrige eksempler på musikere af solistkvalitet, som deltager i flere forskellige orkestre, laver studiearbejde eller går solo. I perioder producerer de, måske skriver de eget materiale, og så optræder de, når der er tid, lyst og lejlighed til det. De danner virtuelle musikgrupper, hvor alle påtager sig en vis opgave. De danner et All Star Band.

Der er flere måder solisterne finder sammen. Typisk har en initiativtager til et projekt sin egen kreds af solister, som han eller hun trækker på.

Disse har igen gode folk i deres bagland, som kan løse særlige opgaver. Virtuelle partnere kan udmærket befinde sig i udlandet.

Såkaldt »kedelige« opgaver som trykning eller andre services køber man sig til ude i byen.

Det er en »selvfølge«, at man gratis står til rådighed for andres ideudvikling. På samme måde er det en »selvfølge«, at man tilbyder hinanden chancer for at deltage.

En indre etik

Der er en indre etik i måden disse mennesker arbejder på. Man henviser kun til folk, som man kender, og som man ved leverer deres »vare« perfekt.

Deltagere i et projekt arbejder efter budgetter, som skal holdes. Alle må kunne stole på, at de andre kan og gør deres ting. Ingen fusker og folk hjælper hinanden i udpræget grad. Brud på aftaler tolereres sjældent. Nytilkomne i en kreds kan finde samarbejdspartnere og kunder gennem netværket, men leverer de ikke deres ting som aftalt, falder de øjeblikkeligt ud igen.

Lærlinge og studerende

Normalt ansætter en solist ikke andre mennesker fast, men laver gerne aftaler. økonomiske arrangementer afvikles via faktura, og de »ansatte« forventes at kunne klare et varieret flow af opgaver … eller sagt på en anden måde, de skal tænke, leve og opføre sig som selvstændige og selv skaffe flere opgaver. Hvis ikke de kan, så lærer de det hurtigt. Der er ingen arbejdstider, arbejdsregler og/eller ferie/barsel. Folk gør det de lover og finder selv ud af hvordan. Der synes at være en undtagelse omkring ansættelser. Blandt skrivendes solistbekendte er der flere, som har ansat deres egne børn i perioder på 6-18 måneder som personlige assistenter – på de unges initiativ. Som ved gammeldags mesterlære oplærer de børnene i nogle af deres egne færdigheder, når de er ca. 18 år.

Arbejdet er ofte hårdt og krævende, men de unge kender tonen. Nogle gange får de ansvar for projekter, hvor de skal indtjene egen indkomst eller bygge videre på under studier. Meningen er aldrig at forsørge børnene, men snarere at give dem redskaber til at klare sig selv.

PA er i dag 16 år og går i gymnasiet. Hans egne forældre er ikke solister, men han opsøgte en solistbekendt for at blive erhvervspraktikant. I løbet af en uge arbejdede PA med et net-kørekort-koncept, som skulle give ham personlige færdigheder, som kunne markedsføres. PA fik ægte kunder at arbejde med. Det lykkedes udmærket, og han kom tilbage til 9. klasse i skolen med et spirende erhverv. Det har han udviklet til også at omfatte Net-design af hjemmesider, og han henter flere af sine kunder fra solistens netværk. PA har nu sit eget lille firma, men »det har alle andre jo også«, siger han. SA er 23 og studerer i dag informationsvidenskab i Aalborg. Allerede som 16-17 årig startede han en karriere som musiker i London med eget pladeselskab, men han fik en høreskade og måtte forlade sit erhverv. For at trænge ind i multimedieverdenens mystik valgte han at arbejde et par år for et lille CD-Rom design firma med store kunder. Her lærte han et nyt fag, men han havde hele tiden sine øjne rettet mod friheden gennem sine egne projektaftaler i »fritiden«. Sideløbende med sine studier har SA sit eget lille firma, som løser svære multimedieopgaver for et stort lokalt multimediefirma, men »det har mange af de andre studerende også«. I øvrigt tog SA’s læremester og mentor CT på 39 år også sin frihed, og han er nu blevet solist. CT designer Net-sites for udvalgte internationale kunstprojekter (uden betaling) og arbejder med sin egen kunst. Han kan godt lide sin frihed og tjener kun det højst nødvendige.

Typen

Når TL forlader en top PR-stilling i musikbranchen for at finde en ny slags indkomst som rådgiver og journalist, når MA skrider fra den førende avis for at skrive vittigheder, når MJ ophører som skolelærer for at lavet sit eget alternative undervisningscenter, når RP forlader en fagforening for at designe Net-medier, når SS ophører som psykolog for at udvikle digitale erhvervskoncepter, når DJ ophører som pizza-bager for at starte en kommerciel skole for vanskelige børn i Nordjylland, når OD forlader Danmark for at bo i en hytte på et amerikansk bjerg og skrive countrymusik, når … så drejer det sig uden undtagelse om en stræben efter personlig frihed.

Solisterne er en voksende gruppe mennesker, der overhovedet ikke opfører sig, som samfundet har bestilt. De fungerer på en helt anden måde end den gruppe, som er trænet til at parere ordrer og ikke tænke alt for meget selv. De er blevet vidensarbejdere, som nidkært administrerer deres egen erhvervsidentitet. Ingen af dem er medlemmer af de selvstændiges arbejdsløshedskasse, fordi de ikke forventer nogen sinde at være uden arbejde.

Når det går langsomt, når det er lavsæson, når ting er gået i stå, eller når projekter ikke tager fat, så banker de noget mad/arbejde op af jorden via deres netværk eller gamle professionelle færdigheder.

Meget karakteristisk for solisterne, så har et fåtal nogensinde modtaget dagpenge, de uddanner sig selv efter behov, de rejser verden rundt for at opleve og skaffe viden, og de fleste bruger nettet meget aktivt. Meget få kender overhovedet til de selvstændiges sygeforsikring, fordi de ikke bliver syge … den slags har jeg ikke tid til, og selv om jeg har influenza, kan jeg vel godt tænke og skrive og holde mine aftaler, lyder en typisk kommentar.

For de fleste er livet som solist ikke et liv i økonomisk velstand. Men de synes at opnå, hvad de har behov for. Hvis de har brug for mere, så løser de det.

Fælles for dem er, at de har fået nok af institutionel inkompetence, interne stridigheder, endeløse ligegyldige møder, umulige mellemledere, beslutningslammede chefer, vilkårlige nedskæringer, dårlige arbejdsforhold, urimelige begrænsninger og generel mangel på kreative udfordringer.

De arbejder gerne hårdt, men kun i frihed. »Jeg har kastet mit åg,« sagde en solist med et smil.