editorial

Tidens trend dikterer grønne planter i hjemmet. Men det kan synes så besværligt med planter, hvis man er typen, der glemmer at vande og aldrig har oplevet andet, end at bladene gulner og visner, inden man når at se sig om.

Men nogle planter og blomster kræver mere end andre. Der findes heldigvis masser af lækre stueplanter, som er ganske taknemmelige og nemme at have med at gøre. Her får du nogle ideer til planter, som du garanteret kan holde liv i uden først at tage et kursus i botanik.

Bajonetplante

Bajonetplanten går også under navnet ‘Svigermors skarpe tunge’ på grund af de lange, skarpe blade. Bladene har grønne nuancer og er ofte smukt gullige i kanten. Bajonetplanten kan typisk blive op til en meter høj indendørs.

Den er glad for at stå i direkte sol, og så skal man ikke vande den i tide og utide. Den må gerne tørre ud indimellem. 

Hjerteranke
Hjerteranken kaldes også ‘Hjerter på snor’, fordi dens lange tynde stængler er fyldt med små, hjerteformede blade.

De lange stængler hænger ud over potten, og det kan derfor være dekorativt at have sin Hjerteranke hængende i en krog i loftet eller stående på en høj hylde, som de små hjerteblade kan ‘falde ud over’. 

Planten kræver kun lidt vand i ny og næ og må gerne tørre ud mellem vandingerne. Den kan tåle alt fra direkte sollys til skyggefulde, kølige rum. Så længe den ikke får frost.

Hjertranker fås i forskellige, fine nuancer.

Sokkulenter i alverdens varianter
Planter med tykke blade holder på væske og kan derfor generelt klare sig længere tid uden at blive vandet.

Sokkulenter er for eksempel en af de typer planter, som ikke har det mindste imod, at du glemmer dem lidt. Faktisk bryder de sig slet ikke om at få besøg af vandkanden alt for tit, for rødderne har det fint med at tørre ud. 

De taknemmelige sokkulenter fås i alskens afskygninger. Helt sikkert også nogle, som vil pynte i dit hjem.