editorial

Pral er jo ikke særligt dansk, når man tænker på, hvor mange af os der bevidst eller ubevidst lader os ramme af Janteloven; og selv hvis vi ikke praktiserer den, så er vi meget tilbageholdende til at sige, hvis vi føler os gode til noget.

Sådan har de færreste af os det dog i trafikken; tværtimod og gerne med ekstra pondus bag.

Det er skam lækkert at køre rundt i sådan en flot øse som en Peugeot, men nogle gange kammer det over til, at man tror, at man ejer vejene og er den bedste af alle, og at de andre ikke kan finde ud af at køre bil, om det så er en Peugeot eller ej.

Tænk sig, at der måske er nogle, der siger det samme om dig samtidig med, at du tænker det om en helt tredje part, for problemet viser sig ofte at være, at når man tror, man er den bedste i trafikken, så begynder man også at lave ens egne regler, vælger færdselsloven til og fra og generelt køre, som det passer en.

Hvordan kan det være, at den slags er sket?

For hvis vi rent faktisk tager os selv i at køre forkert, så tier vi stille og ved, den er gal, og det er jo de færreste af os, der blankt afviser, at vi har gjort noget forkert, hvis politiet standser os – faktisk indrømmer vi det hele på stedet og er bevidst om, at vi brød loven!

Det er da frygteligt, at vi er så frygtløse i trafikken.

En forklaring kan være, at det bliver meget rutinepræget at føre bil, hvorfor det bliver mere vane end fornøjelse og sjovt, da man kører de samme ture mere eller mindre hver gang – der sker ikke noget nyt.

Derfor bør man måske lige køre sig en anderledes tur og huske på, at det handler om liv eller død, når man færder sig i trafikken.