Dansk oversættelse online

Skrevet af Dan, Tir, 2008-05-13 22:20

Det er vildt avanceret og lidt sprogligt kikset, men nu kan Google Oversæt for eksempel oversætte fra dansk til spansk – og en stribe andre sprog. Jeg har i flere år (gode gamle AltaVista havde en sådan service) selv brugt dette intensivt for at kunne skrive bedre spansk og nogle gange til oversættelse af artikler, hvor f.eks. det franske knirker – for ikke at tale om for mig fjernere sprog.

Anvendeligheden er afhængigt af ens egne sproglige færdigheder. Mennesket er sådan indrettet, at det starter med at forstå ord i et sprog, derefter lærer man at udtale dem højt, senere kommer læsning og til sidst det svære skrivesprog. Alt dette hopper Google nu ind i på dansk.

Hemmeligheden for os brugere er at skrive simple sætninger i almindeligt sprog – og så lytte til servicens output – enten som læser eller ved hjælp af (ofte gratis) talesyntese. Matcher output ikke ens sproglige fornemmelse – så lav det danske input om. Såre simpelt – vælg andre ord og en endnu mere simpel sætning. Det virker.

Der er tale om, at Google introducerer 10 nye sprog – herunder dansk. Jeg har selv gentagne gange både i Afrika med portugistisk talende og i Sydamerika med spansktalende introduceret folk til det ufatteligt rige engelsksprogede internet univers via translate. Godt nok er det langt fra perfekt, men det virker forunderligt, når man ser effekten for folk, hvis kendskab til engelsk er absolut NUL.

Oversættelser er pt. tilgængelige fra engelsk til/fra arabisk, bulgarsk, dansk, finsk, fransk, græsk, hindu, hollandsk, italiensk, japansk, kinesisk (traditionelt), kinesisk (forenklet), kroatisk, koreansk, norsk, polsk, portugisisk, rumænsk, russisk, spansk, svensk, tjekkisk og tysk. Fra japansk til/fra koreansk og fra fransk til/fra tysk.

Dette er så vidunderligt for sprogsvage danskere, som nu er med i det store univers. For verden er translate så vigtigt, at det egentlig burde være finansieret og drevet af FN – men nu er det altså det omnipotente annoncefirma Google, som åbner døren for “global” kommunikation. Tak.

 
     
Blog by Blog