Gratis aflyttet telefon

Skrevet af Dan, Man, 2007-09-24 18:04

Gratis IP-telefoni bliver fra i dag af (i USA) udbudt af Pudding Media. Betalingen er privatlivets fred. Nyheden er, at man får sine telefonsamtaler aflyttet elektronisk og samtidig modtager relevante annoncer sendt til sin computerskærm under samtalen. Med lidt held kan man også få sin samtale ændret undervejs.

Pudding Media mener selv, at de med dette nye produkt simpelt hen gen-opfinder måden vi kommunikerer på. Gratis IP-telefoni er ikke nyt, men at få sine samtaler aflyttet, afkodet og omsat til reklamer er vist nok et udtryk for innovation. Fordelen er vist, at man så ikke behøver at kede sig, mens man taler med andre.

Repræsentanter for firmaet forklarer, at det her faktisk ikke er andet end Google metode med at scanne e-mails. Pudding scanner blot en samtale, mens den sker. I øvrigt lover firmaet at smide arkiverne væk efter samtalen. Det fikse er, at man kan se filmreklamer og -anmeldelser, hvis man taler om at gå i biografen. Testbrugere ændrede til syneladende deres samtale påvirket af annoncerne, skriver The New York Times med firmaet som kilde. Grundlæggerne har arbejdet adskillige år for den israelske efterretningstjeneste.

 
     
Blog by Blog