Globalt JA! til fælles mønter

Skrevet af Dan, Man, 2006-10-30 12:51

I USA introduceres den 15. oktober en ny sød valuta, som europæerne sikkert ikke får lov til at nyde. Den aktuelle nationalbank hedder Coca Cola Co., og i løbet af de efterfølgende 14 måneder vil der blive udstedt en milliard værdibærende skruelåg, som gøres til gangbar mønt.

Der er tale om et valutasystem af hidtil ukendt format og funktionalitet. Købere af store flasker af lime-drikken Sprite kan under skruelåget finde en særlig kode, som er nøglen til gangbar mønt. Hver 12. låg kan dog byttes til en ekstra, gratis flaske sodavand.

I det herrens år 2000 (28/9) var der en vigtig afstemning om indførsel af EURO som valuta. Jeg stødte i dag på en artikel, som jeg dengang skrev for Dagbladet Børsens Valutasider. Den drejer sig om finansielle communities og social networking. Nogle detaljer om websites er nok ikke aktuelle (webbet skifter jo hurtigt).

Spritedrikkere går via internet ind på sprite.com (hvorfra der flyder hiphop musik) og indskriver nummeret. Computeren melder tilbage, om de har modtaget 20 cents eller måske en hel dollar. Pengene bliver automatisk lagt i ens personlige pengepung hos RocketCash.com. På RocketCash.com kan enhver åbne en konto (ingen gebyrer), hvor der kan indsættes beløb fra alle andre tænkelige kilder som kontanter, checks, kreditkort, betalingsordrer i dollars og andre valutaer – blandt dem de udmærkede pengesorter Beenz, CyberGold og naturligvis RocketCash.

Med sin pengepung i hånden kan ejeren via internet e-handle sig til bøger på amazon.com, kontorartikler fra staples.com, legetøj og meget, meget mere i 100+ butikker. RocketCash er ligeså gode som f.eks. dollars online. De er opfundet for at tillade mindreårige, som ikke kan få kreditkort, at e-handle. Nu kan de også spare op ved at drikke sodavand.

Særpræget valuta

Denne særprægede valuta er opfundet som en del af Coca Colas næste markedsføringskampagne for læskedrikken Sprite, som er nummer fem på sodavandshitlisten med et salg på 670 millioner kasser i USA. Læskedrikbranchen har før lavet kampagner med at samle kapsler, skruelåg og læse hemmelige ting på bagsiden af etiketterne, men dette er første gang, skruelåg kan omsættes direkte.

Tuskhandel

Handel findes i både store og små systemer – nogle af dem er yderst primitive og kræver ingen egentlig valuta. En meget kendt chefredaktør i USA bytter en græsslåning med fire timer på internet, og han anslår værdien af to timers trampolinhopning til ca. en almindelig opvask. De fleste kender til den slags bytteri.

Faktisk er der et kraftigt opsving i tuskhandel online – så meget at der for et par uger siden blev afviklet verdens første internationale konference om emnet i Phoenix, Arizona. Et stort antal private personer er begyndt at bruge online loppemarkeder, hvor alle bytter ting med alle på MrSwap.com,tradeAway.com, Spun.com og Switchhouse. com.

Tuskhandel er så gammel som menneskeheden. I handel mellem Østlandene (COMECON) og Vesten måtte man ofte ty til vin for maskiner, skinker for flyvemaskiner eller stråhatte for medicin. Erhvervslivet kan også i dag se en fordel i at bytte varer og tjenester uden at skulle bruge traditionelle kontanter. I dag er handelsformen blomstret op igen på dynamiske sites som BigVine.com, BarterTrust.com og Ubarter.com. Omfanget anslås til 10 milliarder dollar om året.

Big Deal tusk

Europas næststørste internetudbyder bliver nu Tiscali efter at firmaet forleden købte World Online for aktier. Byttehandlen blev godt nok omregnet til 5,9 milliarder euro, men ingen penge skiftede hænder – kun aktier. Helt præcist gik der 0.4353 Tiscali aktier på hver World Online aktie.

Søgeportalen Lycos Europe har også netop købt svenske Spray og danske Jubii i en tuskhandel med aktier. Når America Online (AOL.com) overtager det hæderkronede Time-Warner inkl. CNN og mange andre virksomheder, bliver det i form af en tuskhandel med AOL-aktier som den stærke valuta. Beløbet er astronomisk. Disse handler er alene understøttet af forventede aktiekurser (stabilitet og vækst) – sammenlignet med en nationalbanks garantier for en national valuta er det højst usikkert.

Når der er mere end to parter i byttehandlen, gør brugen af RocketCash eller euro hele processen lettere. Og valutaer er der mange af. De forekommer i guld, som dokumenter, papirlapper, enheder og et sted i Polynesien som grønne plastikmønter. Internettet har været en drivkraft i oprettelsen af digitale valutaer, som kan formidle handel sikkert.

Gratis rejser

Verdens store flyselskaber bruger ikke skruelåg som valuta, de bruger kilometer. I årevis har flyselskaber tilbudt deres gode kunder en opsparing af kilometerpenge (points), som kan omsættes til nye »gratis« rejser. Da systemet hurtigt blev overmåde populært, blev det også muligt at opspare kilometerpoints ved at bo på visse hoteller, leje bilen det rigtige sted og ved at betale med visse kreditkort.

Flyselskaberne er blevet så gode til at udstede disse points, at de er blevet en finansiel faktor, som i princippet kan vælte selskaberne finansielt. Ingen kan dog klare sig i konkurrencen uden. Det anslås, at der cirkulerer for 80 milliarder dollar ubrugte gratis points. De ville være nok til at knuse flybranchen, om de alle blev søgt ombyttet til rejser.

Lokalvaluta

I protest mod bankvælde og som reaktion på massive økonomiske kriser er der rundt i verden opstået små effektive lokale pengesystemer. Det første menes at være opstået efter depressionen (1930’erne) i Østrig, hvor man af mangel på stabil valuta udstedte Worgl Shillings.

De begyndte at cirkulere effektivt i lokalsamfundet – de bar ingen renter eller medfølgende inflation, blev accepterede og skabte beskæftigelse. Den enorme succes for den lille, lokale worgl fik 200 andre lokalsamfund til at tænke i egne penge, hvorfor hele systemet blev forbudt af staten.

Der findes i dag et stort antal lokale pengesystemer, som fungerer ved siden af de store rentebærende valutaer. Pengene cirkulerer i samfundet og er med til at styrke den lokale økonomi. Sedler eller værdibeviser bliver udstedt af et ikke-lønnet organ, som ikke i almindelig forstand er en bank, som kræver rentebetalinger. Systemet har også været introduceret i den 3. verden.

Ydelser for points

Det mest populære skulle være LETS-princippet (Local Employment and Trading Systems), som stammer fra Canada. Her udveksler deltagerne ydelser for points. Antallet er meget forskelligt – fra 20 til 1.500 deltagere. Systemet lever selvfølgelig sideløbende med den statslige valuta, når der skal købes til udefra. Regnskabet føres af en central enhed. Alle starter ved nul points, og medlemmerne kan skabe deres egen kredit ved et nyde mere, end de yder.

I den amerikanske by Ithaca har man opfundet en lovlig valuta, som kun kan anvendes lokalt. Den kaldes Hours (timer).

Således er den døbt for at minde brugerne om, at pengenes værdi er skabt af menneskers tid, færdigheder og energi.

Værdien af en Ithaca Hours-pengeseddel er US $10, og den er frit omsættelig blandt deltagende handlende.

Populært system

Man kan (men behøver ikke) tilmelde sig som bruger af Hours. Der er 1.500 deltagere og flere hundrede lokale handlende, som aktivt modtager denne valuta. De udstedes af en borgergruppe i Ithaca, og der er 7000 i cirkulation svarende til 70.000 dollar. Der er handlet for mange millioner siden starten i 1991. I øvrigt er de både moms og skattepligtige.

Mens LETS systemet er yderst populært med ca. 1.500 systemer i Europa, USA, Canada og Australien er der kun 50-60 Hours systemer i Nordamerika. Der er også flere hundrede TimeDollar systemer i funktion i USA. Her investerer man tid i form af f.eks. babysitning og kan hente tjenester ud af banken ved at få en anden deltager til at reparere sin cykel.

 
     
Blog by Blog